Kontorskader – de typiske smerter foran computeren, forklaret af fysioterapeut Camilla Esbensen
Kontorskader viser sig sjældent ens fra person til person. Nogle mærker det som en snurren i fingrene, andre som spændinger i nakken, smerter i skuldrene eller en dyb ømhed i lænden. Fælles for dem er, at generne ofte opstår gradvist og kan være svære at koble direkte til arbejdet foran computeren.
I første del af serien gennemgik vi, hvad kontorskader er, hvorfor de opstår, og hvordan stillesiddende arbejde belaster muskler, sener og led over tid. Med afsæt i fysioterapeut Camilla Esbensen’s erfaring fra behandling af kontorrelaterede smerter ser vi her nærmere på de mest typiske kontorskader.
Du får en konkret gennemgang af, hvordan kontorskader ofte mærkes i hverdagen, hvilke symptomer du bør være opmærksom på, og hvilke funktioner i kontorstolen der kan have betydning for netop den type kontorskade, du oplever.
Camilla Esbensen
Camilla Esbensen er uddannet fysioterapeut i 2017 og arbejder med behandling og forebyggelse af muskel- og skeletbesvær. Hun driver Din Flexible Sundhed og står bag det faglige indhold i dette indlæg.
Læs mere på dinflexiblesundhed.dk
Kontorskader – overblik over typiske smerter og symptomer
| Kontorskade | Hvor mærkes smerterne? | Typisk belastning | Hyppige tegn | Sådan mindsker du generne |
|---|---|---|---|---|
| Musearm | Underarm, håndled og fingre | Gentagne museklik og statisk håndstilling | Snurren i fingre, ømhed, nedsat styrke | Brug genvejstaster. Placér musen tættere på kroppen. Hold korte pauser og skift håndstilling. |
| Spændingshovedpine og nakkespændinger | Nakke, baghoved og tindinger | Fremskudt hoved og statisk nakkestilling | Trykkende hovedpine, stivhed i nakken | Hæv skærmen til øjenhøjde. Skift stilling ofte. Afbryd arbejdet med korte aktive pauser. |
| Skulderspændinger | Skuldre og mellem skulderbladene | Hævede skuldre, stress og sammenfald i overkroppen | Myoser, ømhed, træthed og hovedpine | Justér bord og armlæn. Sænk skuldrene bevidst. Variér mellem at sidde og stå. |
| Lændesmerter | Nederste del af ryggen | Manglende lændestøtte og ensidig siddestilling | Stivhed, murren, smerter ved længere tids siddestilling | Indstil lændestøtten korrekt. Skift arbejdsstilling. Rejs dig mindst én gang i timen. |
| Piriformis syndrom | Ballen og evt. ned i benet | Tryk mod sædet og langvarigt pres | Dyb smerte i ballen, stråling ned i benet | Variér siddestillingen. Undgå hårde sæder. Tag regelmæssige pauser fra siddestilling. |
Indholdsfortegnelse
De typiske kontorskader
Der kan opstå mange forskellige skader i kroppen, når man sidder på kontor. Med afsæt i fysioterapeut Camilla Esbensens erfaring kan du her læse mere om de 5 typiske kontorskader.
1. Musearm
Musearm er en samlet betegnelse for smerter i underarm, håndled og fingre, som er opstået grundet computerarbejde. En musearm opstår typisk som følge af mange gentagne klik og bevægelser med musen, som skaber små irritationer i senerne i håndled og underarm.
Typiske symptomer på musearm:
- Snurrende fornemmelser i fingrene
- Ømhed i underarmen
- Nedsat styrke i hænderne
Manglende støtte til underarmen kan øge belastningen, og derfor anbefales armlæn ofte som en del af en ergonomisk arbejdsplads. Justerbare armlæn kan støtte underarmen, så vægten ikke bæres af hånd og skulder alene, hvilket kan mindske den statiske belastning under arbejdet.
2. Spændingshovedpine & nakkespændinger
Når man koncentrerer sig, har man en tendens til at skyde hovedet frem mod skærmen. Det belaster de øverste nakkehvirvler og de små muskler ved kraniekanten, som gradvist spænder op i løbet af dagen.
Typiske gener ved spændingshovedpine og nakkespændinger:
- stivhed og smerter i nakken
- ømhed ved kraniekanten
- trykkende fornemmelse i baghovedet
- hovedpine, der kan stråle rundt om hovedet
En siddestilling, hvor sædet har et let fremadrettet tilt, kan i nogle tilfælde gøre det lettere at komme tættere på skærmen uden at skyde hovedet frem. Det kan være med til at reducere belastningen i nakken, forudsat at stolen har denne mulighed. Det er derfor en god idé at være opmærksom på denne funktion, da ikke alle kontorstole har negativ sædetilt.
3. Skulderspændinger
Dine skuldre hæves ofte helt automatisk, når du koncentrerer dig eller føler dig stresset. Holder du skuldrene trukket op mod ørerne i længere tid, bremses blodtilførslen til vævet, hvilket skaber de velkendte myoser, som er de hårde, ømme knuder i musklerne. Mange oplever samtidig smerter mellem skulderbladene. Det skyldes typisk, at man falder sammen i overkroppen i en såkaldt C-kurve, hvor musklerne på ryggen konstant bliver strukket, mens brystet bliver stramt.
Det kan medføre:
- ømhed og spændinger i skuldrene
- smerter mellem skulderbladene
- træthed og stivhed i overkroppen
- spændingshovedpine
Hvis ryglænet ikke passer til din ryghøjde, kan det øge tendensen til at falde sammen i overkroppen. En ryghøjdejustering kan derfor være med til at støtte ryggen bedre og mindske spændinger i skuldrene. En nakkestøtte kan i nogle tilfælde give aflastning i pauser eller ved tilbagelænet siddestilling, men bruges typisk ikke under aktivt arbejde ved skærmen.
4. Lændesmerter
Lænden er den del af ryggen, der bærer mest vægt, når vi sidder ned. Uden den rette støtte eller variation i siddestillingen forsvinder det naturlige lændesvaj, hvilket skaber et stort pres på diskusserne i ryggen samt de omkringliggende muskler, sener og ledbånd.
Det kan blandt andet føre til:
- stivhed og murrende smerter i lænden
- ubehag ved længere tids siddestilling
- øget belastning af muskler og ledbånd i lænden
Lændesmerter kan også opstå som følge af spændinger og stivhed i hoftebøjeren, der sidder på forsiden af hoften. Den holdes konstant i en forkortet position, når du sidder med hofterne bøjet i en 90 graders vinkel, hvilket kan bidrage til smerter og stivhed i lænderyggen.
En lændestøtte, der kan tilpasses i både højde og dybde, kan være med til at understøtte lændesvajet bedre og give en mere individuel tilpasning. Det kan bidrage til at reducere belastningen i lænden, forudsat at støtten er indstillet korrekt og kombineres med variation i siddestillingen.
5. Piriformis-syndrom
Piriformis er en lille muskel, som sidder dybt inde i ballen og har en tæt forbindelse til iskiasnerven, som kan give smerter ned i baglår og læggen. Mange tror fejlagtigt, at smerterne stammer fra ryggen, men de skyldes ofte en lokal irritation i musklen, fordi du sidder direkte på den.
Når piriformis bliver udsat for vedvarende tryk mod sædet, kan nerven irriteres, og symptomerne forværres ofte, hvis man sidder på en hård eller meget statisk stol.
Typiske tegn på piriformis-syndrom:
- dyb, borende smerte i ballen
- smerter, der kan trække ned i baglår og læg
- ubehag, som forværres ved længere tids siddestilling
Sæder, der er udformet til at fordele trykket bedre og tillade små bevægelser under siddende arbejde, kan i nogle tilfælde mindske det direkte pres mod ballen. Fjedersæder, DUX-sæder og luftbaserede sæder som Köhl Air-sædet bygger på disse principper, men effekten afhænger af individuel tilpasning og variation i siddestillingen.

